Frequently Asked Questions
Hvad er ludomani?
Svar: Ludomani er en indlært og uheldig adfærd, som kan aflæres igen. Det glade budskab er, at enhver kan blive sin ludomani kvit. Det kræver blot selverkendelse, beslutningskraft, motivation og tid.
Hvornår er jeg ludoman?
Svar: Test dig selv
Svarer du ja til fem spørgsmål eller mere er du ludoman.
Svarer du ja til tre til fire spørgsmål, er du problemspiller. Problemspilleren bruger stadigt flere penge og mere tid på spil, samtidig med at han stadig i et vist omfang formår at skjule sin afhængighed.
Svarer du ja til et til to spørgsmål er du risikospiller.En risikospiller bliver mere og mere optaget af spil og bruger flere og flere penge på spil. Men spilleriet er ikke løbet helt løbsk endnu.
Hvem udvikler ludomani?
Svar: I princippet kan alle udvikle ludomani. Indtil videre er der dog flest mænd, der henvender sig for at få hjælp.
Er ludomani en sygdom?
Svar: Nej, ludomani er en indlært adfærd, der kan aflæres igen.
Er ludomani arveligt?
Svar: Både arvelige (familiære og genetiske), sociologiske og individuelle faktorer (f.eks. et individs personlighed, biokemi, psykiske tilstande og kognitioner) spiller en rolle i udvikling og fastholdelse af ludomani, men for øjeblikket er evidensen på de forskellige felter ikke solid hele vejen rundt.
Hvordan kan man kvitte sin ludomani og gøre den til fortid?
Svar: Ved at søge kvalificeret og professionel hjælp til at ændre sin adfærd. Enhver ændring af egne adfærdsmæssige mønstre starter og slutter med en beslutning.
Hvilke typer spil er farligst?
Svar: De hurtige spil er de farligste (Poker, Oddset, spilleautomater, Casinospil). Med andre ord de spil, hvor det hurtigt bliver afgjort, om man har tabt eller vundet.
Hvordan foregår behandlingen?
Svar: Behandlingen foregår gennem strukturerede samtaler, der kan foregå enten individuelt eller i grupper. Behandlingen tager afsæt i den kognitive misbrugspsykologi og varetages af professionelle behandlere.
Hvor lang tid tager behandlingen?
Svar: Dette er individuelt. Center for Ludomanis behandlingstilbud spænder fra individuelle, strukturerede behandlingsforløb til behandlingskurser af en til to ugers varighed. Vi bestræber os på at have og udbygge så differentierede behandlingstilbud som muligt. Fordi mennesker er forskellige!
Hvad koster behandlingen?
Svar: Al behandling på Center for Ludomani er gratis. Det gælder også vores tilbud til pårørende.
Hvor hurtigt kan jeg få et behandlingstilbud?
I Center for Ludomani arbejder vi vedvarende på, at gøre ventetiden så kort som muligt. Kontakt os og hør nærmere om, hvornår vi kan hjælpe dig.
Hvor mange er man på et hold?
Svar: Der vil typisk være syv personer på et hold.
Hvor ligger Center for Ludomani?
Svar: Center for Ludomani har afdelinger i Odense, København og Århus. Vores lokaler er pæne og centralt placeret.
Kan man få tilbagefald?
Svar: Nogle får et tilbagefald efter endt behandlingsforløb. Langt de fleste af disse søger dog hurtigt hjælp igen og får stoppet deres tilbagefald.
Når jeg er behandlet – kan jeg så aldrig spille mere?
Svar: Det spørgsmål skal du selv svare på, for det vil altid være din egen beslutning. Men vi anbefaler kraftigt, at du holder dig væk fra det spil, som tidligere har givet dig problemer.
Hvem bruger Center for Ludomanis tilbud?
Svar: Center for Ludomanis tilbud om hjælp bliver brugt af både spillere og deres pårørende. Der kræves ingen henvisning fra læge eller andre officielle myndigheder. Du skal blot henvende dig direkte til centret for at få hjælp enten via post, telefon eller mail.
Hvem er behandlerne?
Svar: Alle vores dygtige og erfarne behandlere har en solid socialfaglig baggrund, samt en længerevarende og relevant terapeutisk efteruddannelse. Her kan du se, hvem behandlerne er – og læse lidt om dem.
Hvor kan pårørende få hjælp?
Svar: Pårørende kan komme på kursus hos Center for Ludomani både i Odense og København. I København er der desuden en slevhjælpsgruppe for pårørende.
