Pårørende fortæller
“Dejligt berigende – men også hårdt kursus. Selverkendelse angående min andel i hans spil “som medspiller” var en øjenåbner. Er kommet til en forståelse af hvad jeg vil – og ikke vil være med til” Anonym
“Kurset har været med til at få mine øjne op for, hvad det er, der sker i hovedet på en ludoman. Og jeg har fået afklaring på min fremtid som medspiller!”
Anonym
“Rart at møde ligestillede og diskutere problematikker med” Anonym
“Det har været et rigtig godt kursus, som har givet svar på mange spørgsmål. Bag hver ludoman står mindst en pårørende, som er dybt frustreret. Det ville være enormt godt med yderligere kursus, og med evt. pårørendegrupper, hvor vi kunne dele problemerne”
Anonym
Brev fra en pårørende – skrevet efter kursus:
“Mistilliden, hvor blev den af – hvor har du pakket den hen?” Det var et rigtig godt spørgsmål, du stillede lige på falderebet, da Michael afsluttede ved dig. Jeg har stillet mig selv det spørgsmål mange gange siden den 5. december 2008. Mistilliden er der selvfølgelig endnu, men jeg skal ned i maven for at mærke efter. Jeg har simpelthen fortrængt den af den simple grund, der hedder psykisk overlevelse.
Jeg ved ikke, hvor mange andre pårørende der udleverer/udtaler sig. Det er svært at sætte ord på, uden selv at bryde helt sammen, når man sidder over for andre. Uden at vide om det kan bruges, vil jeg prøve at beskrive de følelser, man gennemgår, når man er tæt på en ludoman. Det er som at være på åbent hav. Vandet kan være roligt, blankt og smukt, hvorefter det skifter til en rasende storm med gråt vand, kæmpe bølger og man ved ikke, om man overlever eller drukner. Der er ikke nogen mellemvej, man vil få nogle år, som aldrig vil heles og man vil være ombord på den båd fra det hele begynder og resten af livet. En del af tiden er det smukt, men det meste vil være uvejr.
Den første gang overlever man, men der vil dø lidt af en selv som person for hver gang det sker. I de mellemliggende perioder dør der også noget af en, og til sidst vil kroppen forsøge sin egen overlevelsesproces – enten fortrænger man eller også er man helt færdig. I alle eller langt de fleste forhold man har til andre mennesker, vil der ofte opstå en lille tvivl om, hvad de egentlig mener og tænker om ens person. Man føler sig ansvarlig for hvad ens kære – i mit tilfælde min mand – har udøvet. Ansvarlig på den måde, at man overbeviser sig selv om, at man ikke har været god nok for ham. At man er personligt ansvarlig for, at personen er endt i den situation og dermed også en selv samt de børn, der måtte være.
Penge – er det noget man tør bruge? Nej, man bliver bange for at bruge penge. For hvornår falder hele korthuset sammen. Der er måske mange ting, der kunne trænge til at blive ordnet, der kommer konfirmationer, man fylder rundt osv. Det er bare svært at glæde sig til at holde noget, for er der penge til at betale regningen med? Selv om man har fået lukket af til de tilgængelige penge man har fælles, er det jo ikke umuligt for en ludoman at stifte en masse gæld andre steder. Det kommer man så også til at bøde for. Altså føler man sig aldrig sikker.
Følelser – tør man give efter og virkelig vedkende sig, hvad man føler? Nej, jeg gør ikke. Det er alt for hårdt, når man endnu engang skal tage dykket. Den tillid, omsorg, kærlighed osv. man har vist personen, bliver knækket endnu en gang. Derfor er det nemmere at lave et koldt panser, hvor kun lidt af det man føler trænger igennem. Det kræver alt for mange kræfter at komme op igen. Især hvis det sker flere eller mange gange.
Hvad med børn, familie og venner? Ofte opfatter de én som værende sur, gal eller aldrig rigtig glad. Derimod ser de ens mand, som en dejlig fyr, der altid er glad, smilende og tilfreds. Men hvor skal de også vide det fra. Man dækker over, hvad der foregår og kan ikke fortælle, hvorfor ens humør eventuelt ikke er det bedste. I mit tilfælde er det min søn, der af og til, synes jeg kan være lidt bestemt overfor hans far. Men jeg kan ikke bære at fortælle ham hvorfor. Han elsker jo sin far, og synes han er den bedste. Hvem har lyst til at ødelægge det billede. Mange andre forældre må stå i samme situation.
Helbredet – er det optimalt? Min opfattelse er, at man oftere føler sig sløj. Jeg tror, det kommer af, at man bruger mange kræfter på det at være gift med en ludoman. Der er ikke så meget modstandskraft tilbage at give af. Det kunne faktisk være interessant at undersøge. Der skal ikke så meget til, før man er kørt træt, får hovedpine, mavepine osv.
Hvis jeg læste dette her som udenforstående ville jeg tænke: Se at komme væk, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men det er svært at sætte sig ind i for andre. Vi kan jo starte med: Der var engang… For det var der jo – og tænk, hvis det kom tilbage.
Det var en lille opsummering fra mig. Jeg kunne såmænd skrive en bog fra de sidste 17 år – så længe har det stået på.
Mange tak for hjælpen, Henrik – jeg håber, det holder denne gang og prøver at tro på det.
Anonym