Begrebet ludomani er de seneste år blevet en del af det danske sprog. På Sundhedsstyrelsens diagnoseliste (WHO ICD-10) er spillelidenskab defineret som en afhængighedstilstand, der er: “Karakteriseret ved hyppigt gentagne episoder af spillelidenskab, som dominerer personens liv på bekostning af sociale, arbejdsmæssige og familiemæssige værdier og forpligtelser”.
Der er med andre ord tale om en afhængighed, der ikke kun berører den enkelte spillers eget liv og livskvalitet. Kontakten til og nærværet med familie, kolleger, venner og bekendte står ligeledes på spil. Derudover har afhængigheden meget ofte voldsomt store økonomiske omkostninger. Du kan læse mere om ludomani her på siden eller i Sundhedsguiden.
