Som forælder kan du hjælpe dit barn med at spille balanceret. De fleste børn og unge spiller computerspil (gamer), og mange gør det flere timer om dagen. En del spiller også pengespil (gambler). Men hvornår er det for meget, og hvad kan du gøre?
Vores erfaringer viser, at mange forældre mangler viden om de nye spil og muligheder. På disse sider finder du derfor svar på mange spørgsmål omkring spil og spillekulturer blandt børn og unge. Hvorfor er spillet fx så dragende, tidskrævende og måske også dyrt? Du finder også råd og vejledning til, hvordan du kan skabe gode rammer for spil. Herunder inspiration til at spørge ind til dit barns spil, forebygge konflikter og hjælpe dit barn med at bevare/genvinde kontrollen over spillet. Vores håb er, at det vil gøre det nemmere for jer at snakke om gode spillevaner og evt. lave gensidige aftaler om dit barns spilforbrug.
Gambling defineres som spil om penge, fx sportsbetting, skrabelodder og poker. De fleste børn og unge gambler primært for at blive underholdt og opleve spænding fx sammen med vennerne. Stadig flere børn og unge spiller pengespil, trods en 18 års aldersgrænse. Tilsvarende oplever flere børn og unge konsekvenser af gradvis øget spilletrang, og nogen udvikler alvorlige spilleproblemer senere i livet.
Gaming er en samlebetegnelse for forskellige computer- og konsolbaserede spil. Det primære mål med gaming er underholdning. Vi har set en stor stigning i brugen af de internetbaserede computerspil, hvor spilleren indgår i et globalt spillerum, som en del af et større team. Blandt denne type spil er blandt andet de populære spil Counter Strike, League of Legends og World of Warcraft. Loyalitet overfor teamet og den konstante mulighed for udvikling af færdigheder gør, at man som gamer vil game meget for at øve sig.