Center for Ludomani: 70 11 18 10

Center for Ludomani og fodboldklubben Aarhus Fremad indgår partnerskab  

Fodbold og betting hænger tæt sammen i Danmark

For mange er betting en lige så fast del af kampen som fadøl og to pølser med brød: Man smider et bet før kampen, og mens man følger sit hold i kampen, flasher spillerne deres betting-sponsor på trøjen. Men betting har en bagside, og den sætter Center for Ludomani og fodboldklubben Aarhus Fremad nu fokus på i et nye partnerskab.

For mens gambling i Danmark ofte opfattes som harmløs underholdning, vurderer danske myndigheder, at hver tiende dansker i dag har problemer med gambling. Dertil kommer de alt for mange unge, der har gambling for tæt på livet.

Aarhus Fremad vil gå forrest

Hos Aarhus Fremad møder man både unge fodboldfans og -spillere, men også betting-firmaernes mange tilbud, der fylder meget i sporten. Aarhus Fremad mener derfor, at det er på tide at sætte en grænse:

Jeg har i længere tid haft en stor bekymring for, hvordan betting-partnere fylder mere og mere i sportsverdenen, samtidig med at flere og flere unge mennesker udvikler en afhængighed. Jeg ønsker derfor at skabe en modpart til betting-industrien, og en kulturbærende klub som Aarhus Fremad er den helt rigtige til at gøre det, udtaler Lars Kruse, der er administrerende direktør hos Aarhus Fremad og fortsætter:

Vi tror på, at vi kan gå forrest og sammen med Center for Ludomani være med til at skabe en forandring

Konkrete tiltag i kampen

Aarhus Fremad ønsker at sætte grænser for betting-industriens indflydelse på sporten, samtidig med at de aktivt signalerer, at betting kan have en skyggeside.

Konkret betyder det, at Aarhus Fremad reserverer sponsorpladsen på en del af spillertrøjerne til Center for Ludomani sæsonen ud.

Centerleder for Center for Ludomani, Henrik Thrane Brandt, siger om partnerskabet:

Vi ser med stor bekymring på de mange unge mennesker, der alt for tidligt begynder at gamble og desværre også for ofte udvikler problemer med spil, f.eks. er næsten halvdelen af vores klienter i dag under 30 år.

Vi ved, at mange af de unge lærer at spille i omklædningsrummet til træning, når de samles på stadion eller foran fjernsynet. Derfor er det vigtigt, at klubberne tager stilling, og vi synes det er modigt, at Aarhus Fremad her går foran.

Formålet med samarbejdet er at skabe en bevidsthed hos både de voksne fans og trænere om, at pengespil ikke er for børn, og at spillerne som rollemodeller ikke bør reklamere for betting. Derudover er formålet også, at alle fans og spillere bliver bevidste om, at ludomani kan være et problem, hvor man kan få hjælp.

Sammen håber både Aarhus Fremad og Center for Ludomani, at partnerskabet er starten på en større bevægelse.