
Center for Ludomani og fodboldklubben FCH 6100 indgår partnerskab
Fodboldklubben FCH 6100 fra Haderslev går sammen med Center for Ludomani forrest i kampen mod spilafhængighed og kommer derfor fremover til at bære Center for Ludomanis logo på maven af deres spillertrøjer
Ludomani og spilafhængighed bliver et større og større problem for børn og unge, og ifølge Spillemyndigheden har omkring 24.500 unge mellem 12-17 år et spilproblem i større eller mindre grad. Derudover er antallet af voksne danskere, der har problemer med pengespil, steget ret markant de seneste år, og anslås i dag til at være knap 500.000 voksne danskere.
Mere fokus i fællesskab
Både FCH 6100 og Center for Ludomani ønsker et større fokus på problemet, og begge parter er derfor meget glade for at indgå et partnerskab, hvor synligheden på spillertrøjerne skal være med til at gøre opmærksom på, at der er en vej ud af mørket, hvis man har et spilproblem:
Selvom vi stadig er en forholdsvis ny klub, ønsker vi at gøre en forskel og være kulturbærende, og derfor er vi enormt glade og stolte over partnerskabet med Center for Ludomani. Kan vi hjælpe bare én eller to ud af en spilafhængighed ved at sætte fokus på det, så er vi mere end glade, siger Leif Holm, bestyrelsesformand i FCH 6100.
Gambling: Ikke bare harmløs underholdning
Hos Center for Ludomani skaber det naturligvis også glæde, at fodboldklubben fra Haderslev har valgt at gå forrest – ligesom Aarhus Fremad og B.93 for nyligt også har gjort:
– I Center for Ludomani er vi så glade for den store opmærksomhed, der er på udfordringerne med pengespil. Det er med til at gøre en forskel, at FCH 6100 tager dette initiativ, for synlighed skaber dialog og en ny måde at tale om gambling. På den måde får vi tydeliggjort, at pengespil ikke bare er harmløs underholdning. Det betyder meget, at FCH 6100 tager det ansvar og ifører sig de nye spillertrøjer, udtaler Henrik Thrane Brandt, centerleder for Center for Ludomani og fortsætter:
– Vi glæder os til at udfolde samarbejdet, så vi i fællesskab kan skabe en bæredygtig måde at sikre viden og værktøjer til at imødekomme de udfordringer, der kan være med gambling i sportsmiljøer
Oplæg og information til spillere, trænere og forældre
Udover Center for Ludomanis logo på spillertrøjerne indebærer partnerskabet, at FCH 6100 udformer en spillepolitik i klubben, og at der i løbet af den kommende tid vil blive afholdt oplæg om ludomani til alle klubbens spillere og trænere, samt et medfølgende tilbud til spillernes forældre. For FCH 6100 er det vigtigt at sætte fokus på, at pengespil ikke er for børn, og at der findes behandlingsmuligheder, hvis man har et spilproblem.
Både Center for Ludomani og FCH 6100 er overbeviste om, at partnerskabet er givtigt for alle og kan være medvirkende til, at fokus på spilafhængighed og ludomani øges.
Der er ingen økonomi imellem parterne. Spillertrøjerne er et sponsorat fra Sport 24.
Center for Ludomani tilbyder gratis behandling for ludomani og spilafhængighed.
Ved spørgsmål kontakt forebyggelseskonsulent Chani Yavin på 4014 3405 eller på e-mail cy@ludomani.dk.
