Center for Ludomani: 70 11 18 10

Center for Ludomani: ”Vi er på vej i den helt forkerte retning her i landet. Spil er underholdning, men det er ikke harmløs underholdning – og den fortælling er vi kommet bagud med.”

I dag udkommer den såkaldte prævalens-rapport. En undersøgelse der foretages med fem års intervaller, som belyser omfanget af ludomani i Danmark. Center for Ludomani hæfter sig især ved følgende:

Der er sket en fordobling af mennesker med ludomani  – fra 16.000 til 29.500 og en tredobling af den gruppe, som er i risiko for at udvikle ludomani. For fem år siden havde 49.000 danskere moderate problemer. I dag er tallet 161.000.
Andelen af 12-17 årige, der har alvorlige spilproblemer, er magen til andelen af voksne danskere (+18 år) der har alvorlige spilproblemer (ca. 0,7%).


Henrik Thrane Brandt, centerleder Center for Ludomani udtaler:

“Det er utrolig triste tal og alle alarmklokker skal ringe. Efter 10 år med et liberaliseret spillemarked er det på tide at politikerne erkender, at spilbranchen ikke kan regulere sig selv. Ikke nok med at alt for mange voksne danskere har spilproblemer, der er ødelæggende for deres egen og pårørendes trivsel, men også vores børn og unge har store problemer i forhold til spilafhængighed. Det er på høje tid, at vi i Danmark vågner op og får øjnene op for at spil om penge er dybt afhængighedsskabende. Der er brug for politisk handlekraft for at vende en udvikling, som har store menneskelige- og samfundsmæssige konsekvenser.”

“Vi er oppe mod en spilbranche der hvert år bruger i omegnen af en halv milliard kroner på markedsføring. Til sammenligning allokerer staten hvert år fire millioner kroner til forebyggelseskampagner. Det er nærmest umulige vilkår.”

“Foran ligger en nødvendig dialog med aktører og beslutningstagere på spilområdet, for hurtigt at få inddæmmet et anseligt samfundsproblem. Vi ønsker;

strammere regulering af spilindustriens markedsføring

nye og obligatoriske tiltag der beskytter voksne og unge mod spilproblemer

at spil sidestilles med tobak og alkohol i sundhedsreformer

at forebyggelse og forskning bliver prioriteret i et helt andet omfang end i dag 


“Ovenstående initiativer skal have særlig fokus på at redde mindreårige fra at spil normgøres som harmløs underholdning. Spil er underholdning, men det er ikke harmløs underholdning – og den fortælling er vi kommet bagud med.”

For uddybende kommentarer eller uddrag fra rapporten, kontakt venligst centerleder Henrik Thrane Brandt på mobil 28267790 eller på mail hb@ludomani.dk.

Du kan downloade pressemeddelelsen her.
Læs også Skatteministeriets meddelelse om den nye rapport her.