Ludomanibehandling i fare: ”Det er katastrofalt for mennesker i dyb livskrise”
Ludomanibehandling i fare: ”Det er katastrofalt for mennesker i dyb livskrise”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har valgt at skære i midlerne til alle de etablerede behandlingsinstitutioner for ludomani. Center for Ludomani – initiativtagerne til behandling og forebyggelse af ludomani i Danmark – kommer alene til at mangle 6,9 millioner i perioden 2025-2026, hvis det nuværende behandlingsniveau skal fastholdes. Det vil få alvorlige konsekvenser for de over tusind mennesker i landet, der hvert år modtager behandling for ludomani samt for deres pårørende.
Ludomanien stiger – mens behandlingen presses i knæ
Ludomani er i hastig vækst – især blandt unge. Antallet af spilafhængige er fordoblet de sidste 5 år. Alligevel reduceres midlerne, blandt andet til Danmarks mest erfarne behandlingscenter, som i dag står for knap halvdelen af al ludomanibehandling i landet. Henrik Thrane Brandt, centerleder i Center for Ludomani, undrer sig især over for timingen:
”Det er slet ikke til at forstå, at regeringen skærer i midlerne til de mest forankrede behandlingsinstitutioner i Danmark, samtidig med at de siger, de vil bekæmpe det stigende problem med spilafhængighed. Staten har et årligt provenu på ca. 2,6 mia. kroner fra pengespil, så de nødvendige midler bør prioriteres til noget så centralt som ludomanibehandling, som er forårsaget af de selvsamme pengespil.”
Behandlingsstop, lukkede afdelinger og øgede ventelister
Konsekvenserne er mærkbare. Centeret forventer at måtte afvise flere hundrede mennesker hvert år og de pårørende vil stå uden nævneværdig støtte og rådgivning. Flere afdelinger står desuden til at lukke, hvilket vil svække både tilgængeligheden og den landsdækkende indsats. Ventelisterne er allerede op mod 7 uger, som i praksis vil betyde stop for nye klienter allerede i år, da de tilbageværende medarbejdere må prioritere de igangværende behandlingsforløb. Henrik Thrane Brandt uddyber:
”Behandlingen hos os er gratis, anonym og kræver ingen henvisning. Det er der mange, der efterspørger. Det er katastrofalt for mennesker i dyb livskrise – og deres pårørende. Nu må vi sige til omkring 50% af de personer, vi normalt hjælper, at hvis de vil have hjælp, så kan de ringe igen i 2027.”
”Enten tager jeg mit eget liv – eller jeg søger hjælp”
Spilafhængighed har ofte ødelæggende konsekvenser – økonomisk, psykisk og socialt. Mange søger først hjælp, når krisen er total. Timmi, 28 år, tidligere spilafhængig, fortæller:
”Spillet blev hele mit liv. Jeg løj og bedrog, og skyldte familie, venner og kreditorer penge. Mange penge. Jeg følte, jeg stod med valget: enten tager jeg mit eget liv – eller også går jeg i behandling. Heldigvis tog jeg den rigtige beslutning. Jeg fik hjælp. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis jeg ikke havde haft den mulighed.”
Økonomisk usikkerhed og forsinkede bevillinger
Siden Ludomanipuljens etablering i 2012 er midler ofte først blevet udbetalt op mod et halvt år inde i bevillingsperioden. Det har tvunget institutionerne til at finansiere behandlingen med lån, og har kunne lade sig gøre, da udmøntningen tidligere har været relativ stabil – indtil nu. Alternativet? At al behandling for ludomani lukkes i hele landet hvert andet år, lejemål opsiges og alle ansatte på området afskediges, så mennesker i livskrise og deres pårørende fra den ene dag til den anden står uden hjælp.
Reduktionen af midler til de etablerede behandlingsinstitutioner skyldes tildeling af midler til ny aktør på området, som dog ikke kan kompensere for de lukkede afdelinger, øgede ventelister og væsentligt mindre indtag af klienter hos de etablerede institutioner. Ligningen går ganske enkelt ikke så let op.
En redningskrans til de spilafhængige og deres pårørende
Mennesker med spilafhængighed og deres pårørende har mere end nogensinde før brug for hjælp, men det kræver, at de økonomiske midler følger med. Lige nu er der akut behov for en midlertidig redningspakke til området. Derfor har Center for Ludomani henvendt sig til politikere på Christiansborg i håb om en løsning, inden konsekvenserne bliver uoprettelige.
”Vi håber, at regeringen giver os mulighed for at opretholde behandlingsindsatsen og bevare den høje faglighed for perioden, indtil en fremtidig reform på spilområdet er på plads.”, afslutter Henrik Thrane Brandt.
For yderligere kommentarer
Henrik Thrane Brandt, Centerleder, Center for Ludomani
Mail: hb@ludomani.dk
Mobil: 28 26 77 90