
Nykøbing FC og Center for Ludomani sætter fokus på ludomani: Kampen mod Vanløse bliver til “Kampen mod Ludomani”
Når Nykøbing FC lørdag den 28. marts kl. 15:00 løber på banen hjemme i Lollands Bank Park mod Vanløse, bliver det ikke blot endnu en kamp i rækken. Opgøret er nemlig blevet døbt “Kampen mod Ludomani” – en kamp, der skal sætte fokus på den stigende udfordring med spilafhængighed i Danmark.
Initiativet er en del af en hel temauge, hvor Nykøbing FC sætter fokus på problematikkerne omkring betting og ludomani. Målet er at skabe større opmærksomhed omkring konsekvenserne af spilafhængighed og forhåbentlig få flere til at reflektere over udviklingen.
– I Nykøbing FC er det i kraft af vores NFC Samfund engagement helt naturligt for os at tage et samfundsansvar. Her er en sag, som vi synes fortjener ekstra opmærksomhed, siger kommerciel chef i Nykøbing FC, Frederik Scheuermann inden, at han fortsætter.
– Vi kan se, at flere og flere unge mennesker udvikler spilafhængighed, og derfor mener vi, at vi som klub har et ansvar for ikke at bidrage til den udvikling, men i stedet skabe fokus på problemstillingen. Vi er en klub med mange unge spillere, fans og frivillige omkring os. Derfor giver det mening for os at bruge vores platform til at sætte fokus på en problematik, som rammer mange mennesker og familier.
’Kampen mod Ludomani’ sker i samarbejde med Center for Ludomani, og her ser man også yderst positivt på Nykøbing FC’s tiltag.
– Vi er glade for, at FC Nykøbing sætter fokus på de stigende problemer med gambling og ludomani, og særligt blandt unge. I dag er 54 % af vores klienter under 30 år, og op mod hver tiende dansker har problemer med gambling. Det er bekymrende tal. Derfor er det også positivt, at FC Nykøbing sætter ord på udfordringerne og understøtter den oplysning, der er nødvendig, for at vi kan handle. I Center for Ludomani er vi stolte over, at klubber som FC Nykøbing går forrest på denne dagsorden og er med til at forebygge, at børn og unge udvikler problemer med ludomani, siger senior projektleder, Chani Yavin, fra Center for Ludomanis forebyggelsesenhed.
Oplæg til klubbens ungdomsspillere
Som en del af temaugen har Nykøbing FC inviteret klubbens U15-, U17- og U19-hold til oplæg med Timmi Nielsen.
Timmi Nielsen er tidligere spiller i Nykøbing FC og har selv kæmpet med ludomani. I dag bruger han sine erfaringer til at fortælle unge mennesker om konsekvenserne ved spilafhængighed og om vejen ud af afhængigheden.
Derudover har klubben arrangeret et partnerarrangement, hvor journalist, radiovært og tidligere tv-vært Claus Elgaard holder foredrag. Claus Elgaard har ligeledes selv oplevet ludomani på nært hold og holder i dag foredrag om problematikkerne omkring betting, reklamer og afhængighed. Til det arrangement er byens STX og HHX-uddannelserne ligeledes blevet inviteret.
Center for Ludomani på spillertrøjerne
Temaugen kulminerer lørdag den 28. marts, når Nykøbing FC møder Vanløse i “Kampen mod Ludomani”.
Initiativet sker i samarbejde med Center for Ludomani, som også vil pryde fronten af Nykøbing FC’s spillertrøjer til kampen. Klubben hovedpartner, Skanlux, har i den forbindelse valgt at give afkald på sin eksponering på trøjen til fordel for budskabet om at sætte fokus på ludomani.
Samtidig vil budskabet også blive kommunikeret på kreativ vis på selve Lollands Bank Park.
Om Center for Ludomani
Center for Ludomani er nordens største udbyder af ludomanibehandling.
Centeret tilbyder gratis rådgivning og behandling til personer med ludomani og deres pårørende. De arbejder også med forebyggende indsatser, der skal være med til at forhindre, at børn og unge udvikler spilafhængighed.
Fakta om ludomani
- 54% af Center for Ludomanis klienter er under 30 år
- 58% af Center for Ludomanis klienter var under 18 første gang, de spillede pengespil
- 20% af Center for Ludomanis klienter blev introduceret til pengespil gennem reklamer
- 48% af Center for Ludomanis klienter var mellem 18-24 år, da pengespil blev et problem
- For 42% af Center for Ludomanis klienter var sportsbetting det første møde med pengespil
- 77% af Center for Ludomanis klienter spiller oftest pengespil online
- 34% af Center for Ludomanis klienter har overvejet at tage deres eget liv